Sig det som det er v. Arne Tannebek
Det kan til tider være svært at sige sin mening, at sige til og fra, og være ærlig overfor sig selv. Nogle siger “Det tør jeg ikke”, mens andre siger “Det er bare med at få det sagt”. Måske er det i virkeligheden ikke et spørgsmål om at få sagt til eller fra, men et spørgsmål om integritet, og om at følge sine egne værdier, drage omsorg for sig selv, eller drage åbenlyst/skjult omsorg for andre.
Jeg tror, at det handler om at vide noget om, hvad der sker inde i os selv, vores mønstre, det vi har lært i livet, vores måde at være sammen med andre på, vores egne og deres reaktioner.
På en time vil jeg i NLP’ens lys sætte fokus på nogle af de mekanismer, der både spænder ben for- og samtidig hjælper os til at kommunikere med os selv og vores omgivelser.
Jeg vil både inddrage eksempler og nogle anvisninger på redskaber til, hvordan man arbejder med sin egen kommunikation og hjælper sig selv der, hvor det er svært.
Jeg vil også komme ind på nogle af mine erfaringer fra uddannelsen fra Dansk NLP Institut og mit virke som NLP terapeut.
Mit liv som underviser og facilitator på en større uddannelsesinstitution, både på det psykologiske felt, i teaterverdenen og ikke mindst i den pædagogiske verden, har lært mig mange facetter af dét at kommunikere. Dem glæder jeg mig til at dele med jer.